Skip to content

10 ting der har overrasket mig ved at blive mor for anden gang

Inden jeg fik barn nummer to, troede jeg egentlig, at jeg var ret godt forberedt. Jeg havde jo prøvet det før. Jeg kendte til søvnmangel, amning, bleskift og alt det praktiske.

Men det viste sig hurtigt, at det at få barn nummer to ikke bare er “det samme igen”. Det er noget helt andet. Her er 10 ting, som jeg har lyst til at dele, der har overrasket mig ved at blive mor for anden gang. 

Anden gang er ikke nødvendigvis lettere – men det føles mere trygt. Og på mange måder endnu mere rigtigt!

1. At det føles mere roligt – men også mere kaotisk

Jeg er klart mere rolig anden gang. Jeg ved, at ting går over, og jeg bliver ikke lige så bekymret over det hele. Men samtidig er hverdagen også mere kaotisk, fordi der nu er to børn med hver deres behov.

2. At jeg ikke har samme tid til babyen

Første gang kunne jeg bruge timer på bare at sidde og kigge på min baby.
Anden gang er der en storesøskende, der også har brug for mig. Det kan godt give lidt dårlig samvittighed – selvom jeg ved, det er helt naturligt.

3. At jeg er meget mere afslappet

Jeg googler mindre. Jeg stoler mere på min mavefornemmelse. Og jeg ved, at ikke alt behøver blive gjort “perfekt”. Generelt føler jeg mig heller ikke så ængstelig omkring det at holde mit barn, give tøj på mv. 

4. At skyldfølelse fylder på en ny måde

Denne her er lidt øm. Jeg troede egentlig, jeg kendte til mom guilt. Men det er noget andet, når man pludselig føler, man skal dele sig mellem to. Er jeg nok for den ene? Og den anden? 

5. At søvnmangel føles anderledes

Jeg er stadig træt – men jeg håndterer det bedre. Måske fordi jeg ved, at det er en fase. Eller fordi jeg ikke har samme forventning om at være udhvilet.

6. At kærligheden ikke bliver delt – den bliver større

Noget af det, jeg var mest spændt på, var om jeg kunne elske to børn lige så højt.
Og det korte svar er ja. Kærligheden bliver ikke delt i to – den vokser!

7. At det ældste barn fylder mere, end jeg havde troet

Jeg havde forestillet mig, at fokus ville være meget på den lille ny. Men i virkeligheden fylder det ældste barn enormt meget – både praktisk og følelsesmæssigt. 

8. At man bliver mere effektiv (på godt og ondt)

Jeg er blevet virkelig god til at få ting til at fungere hurtigt. Men jeg stopper måske også lidt mindre op, end jeg gjorde første gang.

9. At man slipper mere kontrollen

Man kan ikke kontrollere det hele med to børn. Og på en måde er det befriende. Man giver lidt mere slip og tager tingene, som de kommer.

10. At det er endnu mere meningsfuldt, end jeg havde forestillet mig

Selvom det er mere travlt, mere rodet og nogle gange mere overvældende – så er det også endnu mere givende. At se sine børn sammen, deres relation og deres små øjeblikke, er noget helt særligt.

Kærligst Maria Charlotte, 
Stifter af LouieLouie

 

Kurv

Din kurv er i øjeblikket tom

Begynd at shoppe

Vælg muligheder